www.esir1.webbyen.dk 3. sahife

Bu yazi Türkceye tercüme edilmeli ve Bati ülkelerinde yasayan ebeveynler faydalanmali…

“Raising a Muslim Child in North America”   Kuzey Amerika ve Batida Musluman cocuk yetistirmek.

http://www.wakeup.org/anadolu/08/2/mektup1.html

 

http://youtube.com/watch?v=FvclYrYpA0k&feature=related  University Student converts islam

http://www.youtube.com/watch?v=khjtrIkYU5I  American girl converts to islam from youtube.

   http://www.youtube.com/watch?v=x8YBQXdKxTs&feature=related    Dr.Ingrid Mattson:   Women of Islam (4 of 4)  American Muslim

http://www.youtube.com/watch?v=ft4k496HdV4&NR=1 Canadian girl’s convert story?

http://www.youtube.com/watch?v=-baqULx5IBU  Australian new Muslim prays 5 times a day!

http://www.youtube.com/watch?v=JcXnHmHxLgw&feature=related  converted Muslims in the USA.Texas 3

http://www.youtube.com/watch?v=UMYmxjB8Mhw&feature=related islam a barbaric religion?

http://www.youtube.com/watch?v=cJx56Ukyf1A&NR=1   Holland girl revert to islam?

http://www.youtube.com/watch?v=2z4XJumtpMM&feature=related  Laydies Revert stories to islam.

children in England turn to islam  http://www.turntoislam.com/forum/showthread.php?t=16

2. Pearl Harbour; 11 September http://www.hermes-press.com/pearlharbor.htm (Katil Amerika)

   Sehid Malkom X ‘i Rahmetle aniyoruz  Video

     http://anadoluhaber.blogspot.com/2008/02/ehid-malcom-x-i-rahmet-ile-aniyoruz.html

 

 

 From ” http://www.sorularlaislamiyet.com ”  english sektion.

 

Sister Sira reverted on November 12, 2005

 

I am a new Muslimah since Saturday November 12, 2005. I will never forget this day because not only is it my Birthday, but also my Rebirth into Islam.

 

When I did research in Islam, I let no one know what I was doing.  I was not ashamed. I just didn’t want any unwanted opinions or discouragement.  I told one of my brothers first and his reaction was mixed. He is nervous about my decision because he is a US Military Soldier and he has seen many things on his tour, from how they live in certain countries and how they are treated by others. Our parents are also immigrants to this country and are not open to many things espcially change of religion and with my brother in the Military, even less. He is very suportive of me. When I told him, he said to me, “You are my sister and no matter what decisions you make, I love  you and will stand by you no matter what!” I was surpirsed by this reaction but so happy he said that to me.  I think he is supportive to a limit. I sent him two different pictures of me in Hijab. The first one, only my hair covered and that was okay but the second one, I had only my eyes showing and he freaked. We have spoken about this further and he asked me, “What do I tell my children when they see you covered up?” The response I gave him was, “Just tell them, I love God in a different way than they do. I think this is appropriate for them because they are 5 and 3 yrs old.”

 

All my friends were surprised but more upset because I told them all in an email and not in person. The one reaction that surprised me was from one of my friends who made the question she said to me, “…I know you made this choice but why do you have to change who you are and your life for this. Why can’t you just worship?” Now I just looked at her and said, “If wanted to just worship, I would stay a Christian and not change my life at all!”

 

I thought this was a good question she imposed on me, so I decided to think about it. Why not just worship? Why change my life and who I am? I want to start this thougth process with how I ended up with Islam.

 

I was doing research on a different religion and I looked into Islam to find out why these two religions always at war. The more I did research on the other religion, the less I liked it and the more I researched Islam, the more I liked it. Then I searched some more and I found an Islam class online and I have been attending it ever since. My search started about 6 months ago and I reverted on Novemver 12, 2005. I have never looked back. I am only looking forward to my future in Islam. If I remained the same person, would I be going to Heaven? Probably, yes because I am a good person but will I be asked about all my actions by God and when my answers aren’t good enough, will I definately enter heaven? NO! I had to change a few things in my life for Islam.  Even though I did not drink anyway, I decided that going to bars and clubs with my friends was something I no longer wanted to do. I had to stop eating pork. I had to stop flirting. I started going to the Masjid (mosque) for Islam classes, I am learning arabic, I am learning how to be more humble, more quiet in public. I am not changing who I am but just adjust certain qualities that needed to be adjusted. I am the same person I just traded In some old things I did for new ones.

 

Like anything new, you are excited and want to learn anything and everything about it, but you have to be careful who you talk to and who you learn from. Not everyone is knowledgeable in Islam or willing to teach you the right things. Always follow your instincts. You always know if you trust anyone. If you have any doubt ask or remember the internet always has many resource, but most importantly contact the local mosque in your area they are always willing to help. If the local mosque is too far away for you to attend, e-mail them or call them. They are always willing to answer any question that you have.

 

As a new Muslimah (a Muslim lady), I look at the world around me and wonder where I am? Because of that one thing, that I changed in my life makes me look at the world so differently.  I see myself in a whole new light: the way I act, the way I think, everything is different. My life is not the same. Although this is a great thing I have done, I am still human and I still have feelings.  I look at the world in a whole new light, but I tend to compare my life to those around me. I became a bit insecure about myself.  I have entered a whole new world foreign to me in every way. You can learn about everything, but until you live it you don’t know what to expect. People tell me, “Take your time when you are comfortable to do everything you will,” and I have that attitude I take my time to make sure I am learning properly and in a timely manner for me. There is no time line to learn everything as long as you are true and do learn everyday, you will be surprised what you absorb just by listening to a lecture or reading an article. Even with all this, I still think, “Am I learning fast enough?” Should I know more? Should I know more Arabic than I know now? Should I already be comfortable wearing Hijab? What worries me the most is if I am going to wear my Hijab in a timely manner. I am surrounded my Muslims in my neighborhood and a Mosque just blocks away, but I still feel I am not ready to come out in my Hijab. This is normal but so is feeling left out because I am not covered. I decided to live in this society but am not 100% ready to let everyone know. I am a part of this society. Am I embarrassed? No, I am not.  This is a big responsibility to have on your shoulders at any age anywhere in the world.  I live at home with my parents and they do not know yet the decision I have made.  Although there was an incident which makes my mother suspect but not 100%. To keep myself safe from any problems at home and with people in this area, I can not cover at this moment. It makes me feel like you are floating in mid air and I don’t know where you should land, but these feelings are normal. I assure you they are.

     

 

 

AF: Yvonne Ridley,

 31. oktober 2006

Sådan lærte jeg at elske sløret

 

Som en der har været på begge sider af sløret, kan jeg betro jer, kære læsere, at de fleste mandlige politikere og debattører i Vesten, som begræder kvindeundertrykkelsen i den islamiske verden, ikke har begreb skabt om, hvad de taler om, siger den britiske journalist Yvonne Ridley. Foto: Muhammed Muheisen/AP/Polfoto
FAKTA
BLÅ BOG
Yvonne Ridley
*Britistk journalist, 48 år, politisk redaktør på Islam Channel Tv i London. Hun har arbejdet for en række britiske aviser, herunder Daily Mirror, The Sunday Times, The Observer og The Independent —— *Under en reportagetur til Afghanistan for avisen Sunday Express i september 2001 blev Ridley taget til fange af Taleban og tilbageholdt i 10 dage —— *Tilbage i England begyndte hun at studere Koranen og konverterede efterfølgende til islam —— *Hun er medforfatter til ’In the Hands of the Taliban: Her Extraordinary Story’

[KOMMENTAR] Muslimsk kvindetilsløring skaber en respekt for kvindens sande, individuelle værd, som ikke er mange vestlige medsøstre forundt
Der var engang, da jeg så på slørtilklædte kvinder som kuede, tavse skabninger – det var, indtil jeg blev taget til fange af Taleban.
I september 2001, kun 15 dage efter terroristangrebene på USA, sneg jeg mig ind i Afghanistan, iført blå burka fra top til tå, i den agt at skrive en artikelserie om dagliglivet under det undertrykkende regime. I stedet blev jeg opdaget, arresteret og tilbageholdt i ti dage. Jeg spyttede og bandede af mine fangevogtere, og de kaldte mig ‘en slet kvinde’, men til sidst lod de mig dog gå, da jeg lovede dem at læse Koranen og studere islam. (Ærligt talt er jeg ikke sikker på, hvem der var gladest, da jeg blev frigivet – de eller jeg).
Tilbage i London holdt jeg mit ord om at studere islam – og jeg blev dybt forundret over, hvad jeg opdagede. Jeg havde forventet at finde kapitler i Koranen om, hvordan man tæver sin kone og undertrykker sine døtre. I stedet fandt jeg skriftsteder, der støttede kvinders frigørelse. To et halvt år efter min tilfangetagelse konverterede jeg til islam og fremkaldte derved en blanding af chok, skuffelse og opmuntrende ord fra venner og familie.
Med ubehag og forstemmelse har jeg bemærket mig, at den tidligere britiske udenrigsminister Jack Straw har kaldt den muslimske niqab – et ansigtsslør, der lader øjnene fri – for en uvelkommen hindring for integration. Siden er Tony Blair, Salman Rushdie og Italiens premierminister, Romano Prodi, ilet til hans forsvar.
Som en der har været på begge sider af sløret, kan jeg betro jer, kære læsere, at de fleste mandlige politikere og debattører i Vesten, som begræder kvinde-undertrykkelsen i den islamiske verden, ikke har begreb skabt om, hvad de taler om. De rabler derudaf om slør, børnebrude, kvindelig omskæring og tvangsægteskaber og giver med urette islam skylden for alt dette – deres arrogance overgås kun af deres uvidenhed. Disse kulturelle problematikker og skikke har intet at gøre med islam. En nøje læsning af Koranen viser, at snart sagt alt, hvad vestlige feminister kæmpede for i 1970’erne, var til rådighed for muslimske kvinder for 1.400 år siden. Kvinder i islam betragtes som ligestillede over for mænd med hensyn til spiritualitet, uddannelse og menneskeligt værd. Endog kvindens evne til at føde og opdrage børn ses som en positiv egenskab.
Besat af muslimske kvinders klædedragt Når islam nu har så meget at tilbyde kvinder, hvordan kan det så være, at vestlige mænd er så besatte af muslimske kvinders klædedragt? Selv britiske ministre som Gordon Brown og John Reid har fremsat nedsættende bemærkninger om niqab – og de kæfter altså op fra den anden side af den skotske grænse, hvor mænd går med skørter.
Da jeg konverterede til islam og begyndte at iføre mig hovedtørklæde, vakte det voldsomme reaktioner. Alt, hvad jeg gjorde, var at tildække mit hoved og hår – men jeg blev straks gjort til andenklassesborger. Jeg vidste på forhånd, at jeg ville få læst og påskrevet fra de sædvanlige småskøre islamofober, men at jeg skulle opleve så megen fjendtlighed fra vildtfremmede kom bag på mig. Taxier kørte forbi ved nattetid med fri-skiltet tændt. Den ene bil efter den anden, som satte passagerer af lige foran mig, stirrede bare på mig, da jeg bankede på ruden, før de kørte væk. En taxichauffør sagde: “Glem nu ikke en bombe på bagsædet!” og spurgte: “Nå, hvor gemmer bin Laden sig så?”
Jo, det er en religiøs forpligtelse for muslimske kvinder at klæde sig tækkeligt og beskedent, men flertallet af de muslimske kvinder foretrækker at bære hijab, som lader ansigtet utildækket – kun et mindretal sværger til niqab. For os alle er det dog et personligt udtryk. Min klædestil fortæller jer, at jeg er en muslim, og at jeg forventer at blive behandlet med respekt, på samme måde som en Wall Street-bankier formentlig forventer, at hans jakkesæt definerer ham som en højtstående person, der må tages alvorligt. Og især for konvertitter som jeg selv er opmærksomhed fra mænd, som møder kvinder med upassende sjofle blikke, noget absolut utåleligt.
Det var en vestlig feminist, der engang for mange år siden, indså at muslimske feminister er langt mere radikale end deres sekulære modstykker. Vi hader de rædselsfulde skønhedsparader og kunne knapt holde op med at grine i 2003, da dommerne i Miss World-konkurrencen hyldede den første medvirken af en bikiniklædt Miss Afghanistan, Vida Samadzai, som et kæmpe spring fremad for kvinders frigørelse. De gav sågar Samadzai en særlig pris for “at repræsentere en sejr for kvinders rettigheder.”
Nogle unge muslimske feminister ser også hijab og niqab som politiske symboler – som en måde at signalere forkastelse af vestlige excesser såsom drukkultur, tilfældig sex og narkomisbrug. Hvad er mest frigørende? At blive bedømt på længden af sit skørt eller størrelsen på dine kirurgisk forstørrede bryster eller at blive bedømt efter din karakterstyrke og intelligens? I islam opnås overlegenhed igennem fromhed – ikke ved velstand, magt, position eller sex.
Jeg nyder respekt under islam Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, da Italiens Prodi for nylig erklærede, at det er “sund fornuft” ikke at bære niqab, fordi dette “vanskeliggør sociale relationer”. Hvis dette er tilfældet, hvorfor anvendes mobiltelefoner, email, sms og faxmaskiner så i dagligt? Ingen slukker da for radioen, fordi de ikke kan se oplæserens ansigt.
Under islam nyder jeg respekt. Islam tilsiger mig, at jeg har ret til en uddannelse, og at det er min pligt at søge viden – uanset om jeg er single eller gift. Intetsteds inden for islams rammer får vi besked på, at kvinder skal vaske eller lave mad for mænd. Hvad angår muslimske mænds påståede ret til at tæve deres kvinder, så findes den absolut heller ikke. Islamkritikere lirer typisk tilfældige koran- og hadith-vers af, men i reglen uden for konteksten. Hvis en mand løfter en finger imod sin kone, betyder det ikke, at han har lov at efterlade en skramme på hende. Sådan udtrykker Koranen budskabet: “Tæv ikke din kone, din dumrian!”
Det er ikke kun muslimske mænd, som bør omvurdere kvindens stilling og deres behandling af hende. Ifølge en nylig undersøgelse fra det amerikanske National Domestic Violence Hotline oplever fire millioner amerikanske kvinder mindst et alvorligt voldsovergreb fra deres mandlige partners side hvert år. Over tre kvinder bliver myrdet af deres mænd eller kærester hver dag – det er næsten 5.500 siden 11/9.
Voldelige mænd kommer ikke fra en bestemt religiøs eller kulturel kategori. En ud af tre kvinder verden over har oplevet at blive tævet, tvunget til sex eller på anden måde misbrugt, angiver førnævnte kilde. Dette er et globalt problem, der går langt ud over religion, socialklasse, race og kultur.
Men det er også sandt, at i Vesten tror mænd sig stadig overlegne i forhold til kvinder, skønt de sikkert vil benægte dette pure. For de får stadig højere løn for det samme arbejde, om de så er postbude eller direktører, og kvinder bliver stadig behandlet som sexualiserede varer, hvis magt og indflydelse udgår direkte fra deres udseende.
Og for dem, som stadig påstår, at islam undertrykker kvinder, så bemærk engang denne udtalelse fra pastor Pat Robinson, der i 1992 redegjorde således for sit syn på selvstændiggjorte kvinder: “Feminismen er en socialistisk, antifamilie-politisk bevægelse, der ansporer kvinder til at forlade deres mænd, dræbe deres børn, praktisere heksekunst, ødelægge kapitalismen og blive lesbiske.”
Og fortæl mig så, hvem der er civiliserede og hvem der ikke er. ( Oversat af Niels Ivar Larsen )

debat@information.dk

 

 

 

                          Den lange vej hjem            af   Abdul Wahid Pedersen  www.islam.dk

Det var en flot måneklar nat. Jeg var træt i kroppen, men følte mig forunderligt frisk indvendigt, som jeg sad på bjergsiden og så ud over Humpi-dalen i det centrale Indien. Vi sad omkring 12-15 mennesker der midt i natten, midt på en øde bjergside og lyttede til den monotone men rytmiske messen oppe fra toppen af bjerget.

Vi boede alle for en tid i de forladte tempelruiner i området omkring Humpi, som er en gammel religiøs by i Indien. Der var så mange tempelruiner, så vi næsten alle havde hver sin ruin som midlertidig bolig. Om eftermiddagen havde vi bestemt os for, at vi i løbet af natten og de tidlige morgentimer ville gå op til det tempel på toppen af bjerget på den anden side af floden, hvorfra vi dag efter dag hørte en konstant messen ud over hele dalen, og her sad vi så og var undervejs.

Der var kun en måde at krydse floden på, idet der ikke var nogen egentlig færge. Den eneste måde, og den, som de lokale beboere i området benyttede, var, at lade sig fragte over i en kæmpestor gryde med en diameter på måske ca. 120 cm. Der kunne sidde 3-4 personer i den sammen med “grydeskipperen”, og så gik det ellers over den ganske friske flod, snurrende og drivende med strømmen ned ad floden, medens skipper gjorde sit bedste for at holde gryden stabil og retningen så nogenlunde lige over floden. Når han landede mange meter nede ad den anden side på floden, tog han sin gryde på nakken og gik op ad floden igen, for at krydse over atter en gang. Vi blev fragtet over i små hold, og havde nu gået et par timer op ad bjergsiden, da vi satte os ned for at hvile lidt med en fabelagtig udsigt i den månelyse nat ud over dalen, som lå udstrakt for vore fødder.

Ved siden af os gurglede et lille vandløb sine stille triller ud i natten. Jeg sad og lyttede til den smukke messen, som den fra bjergtoppen skyllede ud over bjerget. Man havde ganske snedigt nedsænket en højttaler fra templet mellem to store bjergflader, som stod vinkelret ind på hinanden, så disse dannede en slags gigantisk naturlig forstærker for højttalersignalet. Dette gjorde , at det kunne høres milevidt omkring. Det var givetvis en slags lovprisning af en eller anden hindu “gud”, der lød gennem denne stenforstærker. Jeg var på det tidspunkt selv praktiserende hindu, og forsøgte efter bedste evne at sætte mig ind i denne religion.

På et tidspunkt følte jeg, at jeg forstod, hvad der blev messet. Jeg skal ikke her forsøge at sætte ord på det, men det, jeg oplevede, var, at der blev messet noget omkring den totale kosmiske sammenhæng mellem menneske og alt, som omgiver os. Jeg syntes selv det var storslået, og jeg var ganske opslugt af denne følelse. Pludselig var der ikke rigtig nogen grænse mellem mig selv og bjerget. Bjerget var en del af mig, og jeg var en del af det. Vi var dele af det samme. Gjort af samme stof. Jeg var også en del af den udsigt, der var foran mig, og den var en del af mig. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad i denne fornemmelse. Jeg ved heller ikke, hvordan mine fæller på bjerget denne nat oplevede de samme minutter eller timer.

På et tidspunkt blev jeg tørstig, og gik hen til vandløbet for at drikke. Der var kun en måde, hvorpå jeg kunne få vand, nemlig ved at lægge mig udstrakt ned på maven, række hånden ned til vandet og fiske det op, hvilket jeg derfor gjorde. Og lige idet jeg lagde mig på maven, ganske opslugt af denne fornemmelse, af at alt i bund og grund hørte sammen, vidste jeg med hver eneste celle i min krop, at hele verden bliver styret af den ene og samme kraft, og at jeg lå der på maven for min Gud. Det var ikke en intellektuel eller rationel konstatering. Det var mere en helt overvældende fornemmelse, som kom dybt inde fra. Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at jeg lå der udstrakt for Skaberen.

Vi gik resten af vejen op ad bjerget i daggryet, besøgte templet i to dage og jeg forblev hindu i yderligere adskillige måneder efter denne oplevelse. Først langt senere, når jeg tænkte tilbage på denne nat på bjerget, huskede jeg, at den fornemmelse, som jeg der oplevede, egentlig var min første helt klare og utvetydige erkendelse, af at der er kun én Gud at tilbede, og at vi alle må kaste os i støvet for Ham.

Som opdraget i et nogenlunde almindeligt dansk hjem, havde jeg ikke noget egentligt forhold til Gud, da jeg var barn. I min tidlige ungdom forærede min mor mig en bog med kinesisk filosofi, Jordisk Lykke af Lin Yutang, som fik mig til at begynde at tænke i eksistentielle baner. Jeg blev konfirmeret lige som mine jævnaldrende, men begyndte i samme proces for alvor at tænke over, om jeg egentlig hørte til i den danske folkekirke, eller om det blot var noget jeg kulturelt var præget til at føle. Som 16-årig meldte jeg mig ud af samme, for ikke at stå der under falske forudsætninger. Jeg ville nu til at finde ud af, hvor jeg rent faktisk hørte til, og det følte jeg, at jeg bedst kunne gøre fra et fritstillet stade. Så det var ikke i protest, jeg meldte mig ud, men simpelthen for ikke at stå som hykler, indtil mit valg var truffet.

Jeg blev temmelig hurtigt klar over, at det for mig så ud til at være ganske klart og hævet over enhver tvivl, at der findes en styrende kraft. Dette var tydeligst afspejlet i atomernes ensartethed. Lige fra de mest simple atomer til de mest komplekse, er de opbygget over samme basismodel. Det var umuligt for mig at tro på, at dette skyldtes tilfældigheder. Alt stof var tydeligvis på en eller anden måde beslægtet – lavet af de samme “byggesten”. Og når atomets opbygning så ovenikøbet kunne ses i det makrokosmiske perspektiv i solsystemet, galakserne og megagalaxerne, var det desto tydeligere, at der var et herskende princip. På det tidspunkt turde jeg ikke at give denne “kraft” noget navn, og nøjedes blot med at tænke på den som en kraft.

Alle atomer er opbygget over samme grundmodel

Fra jeg var 21 til jeg var 25 brugte jeg det meste af min tid på at flakke rundt i Afrika og Østen, hvor jeg først og fremmest var ude for at prøve kræfter med den store verden. Vi var to unge mennesker, der rejste ud fra Danmark med vore musikinstrumenter i hånden og en god portion oplevelsestrang i vore brusende hjerter. Vi havde lært hinanden at kende på Århus Universitet, hvor vi begge studerede etnografi, men da samme institution i de år var meget stærkt præget af marxisme, var det mest denne teori, vi blev belært om i det første år på etnografisk institut. Derfor besluttede vi os for at studere i marken, og rejste ud. Vi havde vore instrumenter med, fordi vi regnede med, at vi en gang imellem kunne tjene lidt til dagen og vejen ved at spille musik.

Vi boede blandt folk af mange forskellige nationer og livsopfattelser og vi høstede mange erfaringer ved konstant at stå i nye udfordringer. Efterhånden som månederne gik, begyndte jeg at rejse indad såvel som udad, og jeg oplevede, at mange af de mennesker jeg mødte undervejs, kunne tilføre mig nye aspekter i min egen tilværelse. Jeg oplevede f.eks., at selv meget fattige mennesker, der ikke havde så meget som et sted, de kunne kalde deres hjem, alligevel kunne smile rigtige menneskesmil – altså smil, som kom hele og klare fra et oprigtigt hjerte. Ikke påtagne professionelle smil. Jeg mødte mennesker, som bevidst havde forsaget al jordisk gods, og havde gjort det til deres livsopgave at vandre på en evig pilgrimsfærd uden nogen ejendele – og nogle af disse mennesker nærmest lyste af en indre styrke og kraft, som var så påtrængende, at den næsten sad udenpå. Jeg mødte mennesker, som i dyb og inderlig religiøs væren syntes så harmoniske, at de virkede ganske urokkelige i deres egen ro. Jeg mødte en mand, som i en alder af 178 år (det sagde folk om ham, at han var), stadig sad og mediterede flere timer hver dag, og tog bad hver dag i en flod, som højst var 4-5 grader varm. Mennesker, som gennem deres måde at gå ind i tilværelsen på, viste mig, at der var andre måder at anskue tilværelsen, end den traditionelle vestlige.

Samtidigt oplevede jeg, at der var så store ligheder mellem de forskellige verdensreligioner, at de grangiveligt så ud til at være fra samme sted. De lignede for mig at være vand fra samme kilde. I nogle af de floder, der strømmede fra kilden, var der så blot kastet noget ekstra vand i, medens der fra andre var blevet fjernet noget undervejs. Mit umiddelbare mål, sådan som jeg så det, ville så være at finde en måde, hvorpå jeg kunne sortere det oprindelige fra, så jeg ville få den “rene vare”. Et originalt produkt, uden at noget var blevet tilført eller taget væk. Altså skulle jeg blot finde tilbage til kilden, og drikke der fra. Og eftersom alle de religiøse “vandløb” så ud til at komme fra samme kilde, kunne jeg jo blot springe i en hvilken som helst af floderne, og søge imod udspringet. Derfor blev jeg hindu. Jeg var i Indien, da denne idé kom til mig, og hinduismen så ganske tiltalende ud.

Efter ca. 2 år som praktiserende hindu, hvor jeg bl.a. fik besøgt en række af de mest hellige steder for hinduer i Indien, blev jeg klar over, at jeg ikke alligevel var hindu, idet hinduismen i sin hele praksis er polyteistisk – man tilbeder flere forskellige guder. Og jeg vidste jo egentlig godt, at jeg var selv monoteist. Jeg troede, som jeg altid har troet, at der kun var én Gud. Da jeg således blev klar over, at jeg ikke var hindu, forlod jeg min hindu-praksis. Dog havde jeg stadig en slags længsel efter at skulle nærme mig min Gud på en eller anden måde. Og da jeg ikke vidste, hvor eller hvordan jeg skulle finde Gud, var det jo nærliggende, at lade Gud finde mig.

Derfor begyndte jeg regelmæssigt at sætte mig med lukkede øjne og bede en slags bøn. Eller regelmæssigt er måske så meget sagt, for der var så mange andre gøremål, som også optog mit sind, så det blev noget spredt fægtning. Men en gang imellem fik jeg mig taget sammen og fik revet nogle minutter ud til at henvende mig til Gud. Jeg kunne så f.eks. finde på at sige noget i retning af: “Kære Gud! Hvis du findes, ved du hvem jeg er. Du kan se mig, selv om jeg ikke kan se Dig. Du kan høre mig, selv om jeg ikke kan høre Dig. Du kender mine behov, som jeg dårligt nok selv er klar over. Du ved, hvad der er godt for mig, og hvad der ikke er godt. Vis mig den rette vej at komme videre ad!”

På dette tidspunkt var jeg tilbage i Danmark, hvor jeg levede af Rock & Roll og boede på et kollektiv i det centrale Jylland. En dag kom en af mine gamle venner, som var blevet muslim et par år tidligere, og inviterede mig til at besøge ham i København. Jeg vidste, at han boede sammen med en anden gammel ven, som også var blevet muslim, og jeg tog afsted for at besøge dem. De boede faktisk tre mand sammen, hvoraf de to var mine gamle venner, en nordmand og en dansker. Den tredje mand i selskabet var englænder. Det var i maj måned 1982. Bedst som jeg lå og sov om natten, den første nat jeg var hos dem, blev jeg vækket af et vanvittigt råb ud i natten. Jeg tænkte, at nu er der da en eller anden, der flipper helt ud. Men det viste sig, at det var nordmanden, der stod og kaldte til dagens første bøn. Det var buldrende mørk, og det var den tid på natten, hvor dynen er allerbedst – hvor man har allermindst lyst til at give slip på den. Og alligevel stod de andre op og gav sig til at vaske sig og bede. Jeg var dybt forundret og imponeret.

Det var tydeligt for mig, at hvis man virkelig tog sig sammen, stod ud af sengen, vaskede sig og gav sig til at bede i nattens sidste timer, kort før det blev dag, ville det være noget, der var betydeligt mere kraft i, end de bønner, jeg plejede at bede, når jeg en gang imellem syntes, at det passede ind imellem alt det andet, der også skulle passes. Så jeg stod også op og gav mig til at bede sammen med dem. Jeg tænkte ved mig selv, at det kunne jo være lige meget, hvem eller hvad de bad til, for jeg vidste i hvert fald, at jeg bad til Skaberen.

Da vi var færdige med bønnen gav jeg mig til at stille spørgsmål, og det fortsatte jeg med de næste to eller tre dage, og jeg blev snart klar over, at jeg her stod overfor noget, som jeg ikke kunne fornægte. De tre europæiske muslimer fortalte mig, at det eneste, der kræves, for at et menneske skal kalde sig muslim, er, at man kan erklære sin tro på at Gud er én og absolut kun én uden partner eller lige, og at man desuden erklærer sin tro på, at Muhammad var Guds profet. Da jeg ikke havde noget filter at hælde profeter igennem kunne jeg ikke se, hvordan jeg skulle kunne sortere en af Guds profeter fra og godkende de andre (som de kristne gør i forholdet til Muhammad), og da de desuden fortalte mig, at man som muslim ikke skal tro på Muhammad alene som profet, men på samtlige Guds profeter fra Adam via Noah, Abraham, Moses og Jesus til Muhammad – og desuden på alle de mange andre profeter, der har været ind imellem disse, måtte jeg jo erkende, at dette var, hvad jeg troede på. Da de så endelig lod mig forstå, at Koranen er en ord til ord gengivelse af de åbenbaringer, Muhammad modtog – altså Guds eget åbenbarede ord – var jeg overhovedet ikke længere i tvivl. For nu stod jeg jo pludselig foran kilden, og kunne drikke. Det eneste jeg manglede, for at kunne drikke frit, ville så bare være at lære arabisk. Så derfor erklærede jeg uden tøven, at jeg var muslim.

«Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammad er Allahs budbringer». Den islamiske trosbekendelse.

Den styrende kraft, som jeg for mange år siden havde erkendt, fik nu navn – Allah; min tilbedelse blev struktureret, hvilket jeg i høj grad havde brug for, og jeg vidste, at jeg var kommet hjem. Den lange rejse, som var blevet påbegyndt ca. 12 år tidligere var endelig endt, og en ny kunne begynde. Min søgen var tilendebragt, og foran lå der nu den store udfordring, der altid ligger i at starte på noget nyt.

Jeg har på intet tidspunkt senere været i tvivl om, at det var det rigtige, jeg gjorde, da jeg erklærede mig muslim. Det var et spring fra mørke til lys, fra søgen til sikkerhed, fra vaklen og tøven til fasthed og form. Allahu Akbar! Og reelt havde jeg ikke noget valg. Da jeg stod med døren på håndtaget til Islam, var min eneste anden mulighed, at fortsætte min tilværelse på en løgn, og det er jo ikke nogen reel mulighed. Jeg takker og priser Allah, for at Han ledte mig til den rette vej, og jeg opfatter det som et stort privilegium at få lov at stå dagligt i bøn og bede mange gange om dagen om at få lov at blive holdt på den rette vej.

 

 

 

        (Amerikanske grusomheder  i Irak)

 

 

Det følgende er et brev fra Abu Gharib fængsel, Fatimas brev, et håndskrevet dokument, var i den senere tid smuglede ud af Abu ghraib fængsel. Fatima er søsteren til en af modstands kæmper i området. Amerikanske styrker angreb hans hus for noget tid tilbage, men det mislykkes dem med at finde ham, så de tog hans søster som fange i et forsøg på at presse ham til at overgive ham selv. 

Her er Fatimas brev som er oprindeligt blev offentliggjort på arabisk af Mafkarat al-islam og oversat til engelsk af Muhammed Abu Nasr på Free Arab Voice (den frie arabiske stemme).

 

Fatimas brev

I Allahs navn den barmhjertig, den nåde givende (Bisme Ellah el-Rahman el-Rahim)

(meningsmæssigt) ”Sig han er Allah den ene, Allah som er kilden til alt, ingen fader har han, heller aldrig har han været far, heller intet noget kan blive sammenligneligt med ham” surat al Ikhlas 112

 

Jeg valgte denne ophøjet surah fra Allahs bog, fordi den har den stærkeste indvirkning på mig og på alle jer andre, og den rammer, støder og slår en særlig og vanskelig slags ærefrygt i hjerterne på de troende (al-mu’mineen).

 

Mine brødre Mujahideen i Islam!

Hvad kan jeg sige til jer? Skal jeg fortælle jer, at vores livmoder er blevet fyldt med børn af hor, af sønnerne af menneskeaber og grise som voldtog os!? Eller skal jeg fortælle jer at de har ulæselig gjort vores kroppe, spyttede på vores ansigter, og revet i stykker små eksemplar af koranen hænger rundt omkring vores halse!? Allahu Akbar! Kan i ikke forstå vores situation? Er det sandelig sandt at i ikke ved hvad der sker med os? Vi er jeres søstre. Allah vil kalde på jer til regnskab i morgen (angående dette).

 

Ved Allah, vi har ikke tilbragt en nat siden vi har været i fængsel uden at en af menneskeaberne og grise har hoppede ned over os for at sprætte vores kroppe fra hinanden med hans anmassende liderlighed. Og vi er de piger som havde bevogtet vores mødom og jomfruelighed udelukkende for frygten til Allah. Frygt Allah! Dræb os sammen og dræb dem. Efter lad os ikke her til at lade dem udnytte og få glæde og nyde af at voldtæge os! Det vil være en beæret og adelig handling ved Tronen af den Almægtige Allah. FRYGT ALLAH og tag hensyn til os! Efter lad deres kampvogne og flyvemaskiner udenfor. Kom til os her i fængselet på Abu Ghraib (og spræng os).

 

Jeg (Fatima) er jeres søster i Allahs navn. De voldtager mig mere end 9 gange på den dag! Kan i ikke fatte det? Forstil jer at en af jeres egne søstre bliver voldtaget. HVORFOR KAN I ALLE SAMMEN IKKE FORSTILLE DET, AT JEG KAN VÆRE JERES SØSTER. Sammen med mig er der 13 piger, alle sammen ikke gifte. Alle er blevet voldtaget foran en hvers øjne og øre. De vil ikke lade os lave vores Salah (bøn). De tog vores tøj og vil ikke tillade at vi klæder os. Som jeg skrev i dette brev, en af pigerne har lavet selvmord. Hun blev brutalt voldtaget. En soldat slog hende på hendes brystkasse og lår efter han havde voldtaget hende. Han havde undertvunget og udsætte hende for utrolig og ubeskrivelig tortur. Hun bankede sit hoved mod en væg i cellen indtil hun døde, for hun kunne ikke tage og klare noget som helst mere. Selvom selvmord er forbudt i islam. Men jeg undskylder den pige. Jeg håber at Allah swt vil tilgive hende, fordi han er den mest barmhjertig af alle.

 

Brødre. Jeg siger til jer igen, frygt Allah. Dræb os med dem så vi kan få fred. Hjælp! hjælp! hjælp!

 

O Muslimer. Er det ikke på tide at lede Den Islamiske Nation mod forening under en stat, så vi kan beskytte vores Deen, vores kvinder og ære!

Reklamlar

Bir Cevap Yazın

Aşağıya bilgilerinizi girin veya oturum açmak için bir simgeye tıklayın:

WordPress.com Logosu

WordPress.com hesabınızı kullanarak yorum yapıyorsunuz. Çıkış  Yap / Değiştir )

Twitter resmi

Twitter hesabınızı kullanarak yorum yapıyorsunuz. Çıkış  Yap / Değiştir )

Facebook fotoğrafı

Facebook hesabınızı kullanarak yorum yapıyorsunuz. Çıkış  Yap / Değiştir )

Google+ fotoğrafı

Google+ hesabınızı kullanarak yorum yapıyorsunuz. Çıkış  Yap / Değiştir )

Connecting to %s